| Om at bekæmpe jalousi med vold
 
 Mine børns moder reagerede på min flirt med den japaner, jeg siden giftede
 mig med (efter skilsmisse fra moderen)  med at beskadige døde ting, der
 tilhørte mig.
 
 Én gang hvor hun søgte at råbe mig op ved hærværk mod ting af stor værdi,
 slog jeg hende (efter varsel)  med knytnæve på brystet, og hun håbede at få
 mig provokeret til skyldfølelse - uden held.
 
 Enang hun efter en kort skilsmisse flyttede tilbage til mig og vor søn på 6
 var jaloux på min telefonsnak, truede jeg sønnen med endefuld
 
 Da han fremturede med destruktiv larmen, der hindrede min vigtige
 kommunikation, effektuerede jeg truslen - og moderen fandt endefulden
 berettiget
 
 Det er de eneste gange jeg har grebet til vold ( i 61 år!)- og dem har jeg
 ikke fortrudt.
 
 I hjemmet har man en vis revselsesret - jeg frihedsberøver ikke, så man kan
 jo bare flytte, hvis volden er for meget.
 
 Vi ser med urmager/juveler-røveri denne uge,  at staten skaber udlændinges
 vold ved at forhindre nødvendig selvtægts-nødværge. Den våbenkøb-straffede
 urmager-helt skulle have været belønnet med et regeringslovforslag om
 lettere adgang til våbentilladelser for visse butiksejere.
 
 Politiet magter ikke opgaven at beskytte.
 
 Det er en væsentlig debat om hvordan vi gør  kløften mellem vold og symboler
 krystalklar og letadministrerbar.
 
 
 
 Det er også en vigtig debat i familier, om søskende må gennemtvinge deres
 vilje med vold. Min bror afgjorde strid om hvilken musik der skulle spilles
 i det værelse vi delte,  ved at være stærkere end mig (ufarlig brydekamp).
 Mine forældre kritiserede det ikke. Jeg mener, at  de derved havde skyld i
 extrem usselhed , der årtier senere  skabte hans opdigtning af sindsyge om
 mig og deraf følgende uetisk adfærd i arvesag.
 
 Havde de haft samme klare, gode etik, som jeg har haft i mine parforhold,
 havde  meget udviklet sig i en bedre og retfærdigere retning.
 
 Overalt i samfundet bør den ultra-vigtige vold-ord grænse diskuteres, og
 dårlig etik på dette felt bør ikke skubbes ind under gulvtæppet. Det er
 langt vigtigere end pengespørgsmål og "ord der sårer" og lignende
 bagateller.
 
 
 
 
 |