| "Tina Andersen" <tina_andersen@esenet.dk> skrev i meddelandet...
 > Er der nogen, der har en god opskrift på rugbrød ?? Gerne en med
 > surdej - hvordan laver man sådan en ?
 
 Rugbrød for den lille husmoder..
 
 Rugbrød bagt med surdej bærer absolut prisen som det bedste.
 Med denne opskrift kan man være temmelig sikker på et godt resultat
 hver gang.
 
 Rugbrød med surdej:
 (2 kg's form)
 
 Surdej:
 2 dl kærnemælk
 1 tsk salt
 ca. 4 dl groft rugmel (200 g)
 
 Alle ingredienser blandes og æltes til en klump, der lægges i en skål.
 surdejen drysses med lidt groft salt. Skålen dækkes bedst med
 plastfolie, så surdejen ikke tørrer ud. Når surdejen har stået 5-6 dage,
 kan man gå gå i gang med selve bagningen; lader man imidlertid surdejen
 stå endnu et par dage bliver den mere sur;-( og brødet dermed
 tilsvarende mere syrligt. En surdej bør dog aldrig blive ældre en 8
 dage. - Og nu til selve bagningen..
 
 Dej:
 surdejen
 ½ liter vand
 1 spsk salt
 ca. 900 g groft rugmel
 
 Surdejen lægges i en stor skål/fad og røres ud med det 40-50° varme
 vand. Saltet blandes i. Derefter tilsættes rugmelet lidt efter lidt,
 brug først et piskeris, og når dejen begynder at tage form en slev. Når
 dejen ikke kan tage mere mel, kommes den ud på det meldryssede bord og
 æltes godt igennem. der kan tilsættes mere mel, hvis det er nødvendigt.
 Dejen skal til slut være blank og smidig og så fast, at den ikke klæber
 til bord og hænder. Har man bagt brød et par gange, er det let at se,
 hvor meget mel, dejen kan tage. Man kan nu tage en klump dej fra til
 næste bagning, den skal have sammen størrelse, som den tilberedte
 surdej. Regner man ikke med at bage foreløbig, kan surdejen opbevares i
 køleskabet. Rugbrødsdejen formes nu til brød, der lægges i en smurt
 bageform. Tryk dejen ned i formen og prik med en gaffel, inden den
 stilles til hævning et lunt sted i 8-10 timer.
 Brødet pensles med sammenpisket æg og smeltet smør og bages ved 175° i
 ca. 1½ time. Ønskes brødet kraftigere brunet, stilles termostaten op på
 225°, til den ønskede farve er nået. I den første halve times bagetid
 pensles brødet to gange med vand. Det forhindre brødet i at slå dybe
 revner, mindre revner kan man ikke undgå.
 PS: (Bank i bunden af brødet. Hvis der lyder en hul lyd, så er brødet
 færdigbagt). Pakkes brødet efter bagningen i et viskestykke og lægges
 det med bunden opad, vil revnerne sætte sig, så der kan skæres pæne
 skiver. Brødet bør  ligge til næste dag, inder der skæres af det.
 
 Variation:
 Tilsæt evt. lidt solsikkekerner, sesamfrø el. flækkede rugkerner
 (opblødt).
 
 --
 Mvh.
 Peter W. Bosse
 
 Bagningen på vore oldeforældres tid.
 Hvilke brød bagte de dengang, hvordan behandlede
 de dejen, og hvordan bagte de i de store murede
 ovne - kan ses ved et besøg på Frilandsmuseet.
 
 
 
 
 |